Foto Louis A. Hansen.
Tag en Punkttællingsrute – vi har brug for din hjælp!
Haves: 18 ynglefugletællinger og 17 vinterfugletællinger.
Ønskes: 40 ynglefugletællinger og 30 vinterfugletællinger.
Hvad skal der til for at du tager en Punkttællingsrute mellem 1. maj og 15. juni i sommer eller mellem 20. december og 20. januar til vinter?
Lidt praktisk vejledning i at komme i gang
I DOF Storstrøm har vi her i foråret afholdt to kurser i at lave Punkttællinger. Derfra har vi fået lidt erfaringer med, hvad I i praksis har brug for, for at komme i gang med den første Punkttælling.
Du skal:
- Vælge, hvor du gerne vil tælle. Udskrive et kort over området og indtegne de 20 tællepunkter med mindst 300 meter imellem.Sende en kopi af kortet ind til Michael Fink i Fuglenes Hus, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og selv tage kortet med, når du er ude at tælle. Læg gerne punkterne på steder, som er lette at finde. Eksempel på rutekort.
- Gennemføre selve Punkttællingen, hvor du ved hvert punkt registrerer antallet af alle de fuglearter, du ser og hører i løbet af 5 minutter. Første gang du laver tællingen, skal du også ved hvert punkt registrere i fjerdedele, hvilke naturtyper punktet er omgivet af ud til en afstand på cirka 300 meter. Fx. 1/4 Løvskov (kode 2), 1/4 Nåleskov (kode 1) og 2/4 Bymæssig Bebyggelse (kode 7). Du kan læse om naturtyperne og deres koder på DOF's hjemmeside, hvor du også kan finde anden god information. Eksempel på udfyldte naturtypekoder og indtastede resultater fra tælling.
- Til sidst skal du logge på DOFbasen, oprette din nye Punkttælingsrute og indtaste de fugle, du har registreret. Hvis du ikke har en brugerkode, kan du oprette den under Bruger - Brugeroprettelse. Ruten opretter du under Bruger - Indtastning - Punkttælling (Du kan først se punktet, når du er logget på.). Fra den side kan du både oprette din nye rute og siden indtaste resultaterne fra din tælling.
Alt i alt har du nu nok brugt 3-4 timer på at tælle på ruten og en time på at taste oplysninger ind i DOFbasen.
Det er vigtigt, at du tæller på den samme rute hvert år, for det er sammenligningerne fra år til år, vi kan bruge til noget.
Her er link til en mere udførlig men lidt forældet vejledning.
God fornøjelse.
Punkttællingerne er et af DOF’s vigtigste værktøjer til at samle viden om bestandsændringer
I DOF kan vi få indflydelse, fordi vi har viden om fuglene. Resultaterne fra DOF’s Punkttællinger giver nogle af de mest præcise tal for, hvordan fuglebestandene ændrer sig. Præcise tal for mange fuglearter kræver, at der laves tællinger nok.
For at være sikre på at have det nødvendige antal ruter plus lidt i reserve, skal vi på landsplan have omkring 400 ynglefugletællinger og 300 vinterfugletællinger. I 2017 havde vi kun omkring 330 ynglefugletællinger og 240 vinterfugletællinger.
I DOF Storstrøms område vil vi gerne op på 40 ynglefugletællinger og 30 vinterfugletællinger. I 2017 havde vi kun 18 ynglefugletællinger og 17 vinterfugletællinger.
Vi har derfor brug for hjælp fra flere frivillige til at få taget nogle flere tælleruter. Og derfor vil vi fra DOF Storstrøms bestyrelse prøve at få hjælp fra flere af jer til at tage en rute eller to.
Hvad skal du kunne for at være Punkttæller?
Det aller vigtigste er, at du kan tælle på nogenlunde samme måde fra år til år. For det er tal for ændringer fra år til år, vi bruger ved Punkttællingerne. Du behøver ikke være superornitolog. Hvis du er rimeligt god eller god til at bestemme fuglene i dit område, og hverken bliver meget bedre eller dårligere fra år til år, så kun du være en god Punkttæller.
4 timer i felten og en time til indrapportering pr. rute pr. år. – Det er det hele!
Næsten alle har tid til at tælle på en eller flere Punkttællingsruter. En rute er typisk på 20 punkter, men kan være på ned til 10. Punkterne ligger med mindst 2-300 meters mellemrum, og der tælles 5 minutter ved hvert punkt. Bagefter bruger man typisk en lille time på at indrapportere resultaterne.
Læs mere om Punkttællingerne på dof.dk http://www.dof.dk/fakta-om-fugle/punkttaellingsprojektet.
Har du brug for hjælp til at komme i gang?
Fra Fuglenes Hus har man tilbudt at komme til DOF Storstrøm og hjælpe nye i gang. Meget vil DOF Storstrøms Punkttællingskoordinator, Bo Kayser (tlf. 5134 6278, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.) dog kunne hjælpe dig med. Men hvad er det, du rent faktisk har brug for hjælp til? Er det en prøvetælling sammen med andre? Er det hjælp til at taste resultaterne ind i DOFbasen? Eller? Det må vi nok hellere først finde ud af.
Kontakt os eller bliv kontaktet
Hvis du har lyst til at tage en Punkttællingsrute, så vil være meget glade for det, hvis du selv melder dig til eller kontakter Bo Kayser. Desuden vil vi selv kontakte en del af jer, der har været aktive som Punkttællere eller i Atlasprojektet for at høre, om I vil hjælpe med.
Senest revideret af Bo Kayser 26-05-2018